DBA, Bilbasen, Gul og Gratis, Biltorvet, Autouncle eller Bilgalleri; Hvilken platform skal jeg vælge?

05 august 2020 Astrid Pedersen

Står der ny bil øverst på familiens ønskeliste? Så er I sikkert allerede godt i gang med at beslutte jer for et mærke, en model eller en bestemt type – men hvilken platform skal I handle på?

Det er en rigtig god idé at have et nogenlunde retvisende – og fælles – billede af, hvad det er, man går efter, når man er på vej ud på det store bilmarked.

Måske har I allerede gennemtrawlet diverse bilmagasiner og brochurer fra forskellige forhandlere i nærheden for at blive klogere på, hvad de enkelte specifikationer betyder, og I undlader muligvis at zappe væk fra bilreklamerne, når de dukker op på tv; de begynder nemlig at give mening, når man står midt i beslutningsprocessen vedrørende familiens nye køretøj.

 

Ny eller brugt bil – hvilken skal jeg vælge?

Der er mange gode grunde for og imod at vælge en henholdsvis ny eller brugt bil. En ny bil vil selvfølgelig komme med en masse smart ekstraudstyr og state of the art elektronik, som kan højne køreglæden såvel som sikkerheden på vejen.

Ud over det faktum at det er en super lækker oplevelse at trille rundt i en spritny bil, er der mange umiddelbare fordele forbundet med at vælge en helt ny bil frem for en brugt én af slagsen. Blandt disse fordele finder du sikkerheden, køreglæden, fabriksgarantien og den lave reparationsfrekvens.

I en ny bil er samtlige dele i sagens natur også nye, hvilket betyder, at din nye bil ikke vil komme til at tilbringe mere tid på værkstedet end på vejen – eller i din egen garage. Der er en vis tryghed ved at vide, at familiens bil ikke pludselig står af midt på motorvejen, når man er på vej til arbejde eller på ferie med ungerne.

 

 

De fleste nye biler har desuden en særdeles fornuftig brændstoføkonomi. Det skyldes dels moderne design og teknologi, dels at motoren og alle de indre dele på bilen ligeledes er nye og derfor fungerer optimalt. Det er med andre ord temmelig fedt at køre rundt i en ny bil.

Men den kan desværre godt vise sig at være et dyrt bekendtskab.

 

Nye biler er dyre biler

Den primære årsag til at mange i dag vælger at købe en brugt bil, er selvfølgelig prisen. Fabriksnye biler er i Danmark belagt med så høje afgifter, at det er urealistisk for den almindelige lønmodtager at finansiere købet af en sådan uden at skulle optage et dyrt lån i forbindelse dermed. Og de fleste har trods alt bedre – og sjovere – ting at bruge deres penge på end høje månedlige afdrag – især når man er en ung familie.

Samtidig vil bilen begynde at tabe værdi fra det øjeblik, den triller ud over kantstenen foran forhandlerens showroom. Dette værditab vil støt og roligt fortsætte med op til 25% om året i løbet af de første 3 – 5 år, hvorefter det vil flade ud. Du kan altså i løbet af få år risikere at stå med et bil lån, hvor lånets hovedstol overstiger værdien af den nye bil.

 

 

Det er naturligvis temmelig bittert, idet det betyder, at du under ingen omstændigheder vil kunne skille dig af med bilen ved et salg uden at lide et betragteligt tab. Du skal altså – før du køber en spritny bil – tænke dig rigtig godt om. Har du og familien virkelig brug for en ny bil, vil I kunne betale afdragene og vil I have økonomien til at beholde bilen igennem mange år?

Hvis du er i tvivl om disse spørgsmål, er der en vis fornuft i at tage et kig på det danske brugtvognsmarked i stedet.

 

Køb en brugt bil – det betaler sig

Af ovenfor nævnte årsager er der mange som vælger i stedet at anskaffe en brugt bil. På det efterhånden temmelig omfattende og varierede brugtvognsmarked vil du nemlig kunne finde en bil, som allerede har været igennem det værste værditab, og derfor er sat til salg til en brøkdel af sin nypris.

Brugtvognsmarkedet formelig bugner med brugte biler af nyere dato. Det skyldes, at der har været godt gang i salget af nye biler hen over de seneste ti år på grund af en sund og voksende økonomi i samfundet generelt, og disse biler vil for manges vedkommende havne på markedet for brugte biler allerede efter et par år – der er nemlig mange, som vælger at skille sig af med den nye bil, før der er rendt alt for mange kilometer gennem tælleren.

Det kan for eksempel dreje sig om mennesker, som bruger bilen i forbindelse med med deres arbejde og er afhængige af, at den kan køre mange kilometer hver dag uden hele tiden at skulle på værksted.

 

 

Samtidig er der også mange leasing- og udlejningsfirmaer, som sælger deres biler inden for ganske få år for at kunne tilbyde kunderne de seneste modeller. Du kan altså – såfremt du gør dig umage med din søgning – sagtens finde en rigtig god brugt bil af nyere dato med masser af år tilbage under motorhjelmen.

Til alt held er der samtidig masser af online salgsportaler og markedspladser for brugte biler, som kan hjælpe dig med denne søgning.

 

Hvor finder jeg de bedste brugte biler til salg?

Når du leder efter en brugt bil i høj kvalitet, som kan matche dine og din families behov, er der mange muligheder. Du kan selvfølgelig altid opsøge den lokale bilforhandler og forhøre dig om, hvad de har stående i bilparken. Men den smarteste og hurtigste vej til den nye, brugte bil går gennem det store internet. Her finder du nemlig en sand mangfoldighed af handelsportaler og online markedspladser, hvor du nemt vil kunne finde netop den bil, du ønsker dig.

Blandt disse portaler finder du DBA, Bilbasen, Gul og Gratis, Biltorvet, Autouncle og Bilgalleri. Måske har du hørt om nogen af dem før, måske dem alle – og måske har du oven i købet prøvet at finde en bil eller en anden vare gennem en eller flere af dem.

Der er forskellige fordele ved hver af disse portaler, og hvilken du skal vælge, afhænger meget af dine egne individuelle behov, ønsker og præferencer. I det følgende vil du kunne læse mere om, hvordan de alle hver især egner sig i forbindelse med køb af brugt eller ny bil. På baggrund af denne beskrivelse vil du forhåbentlig kunne finde den portal, du skal bruge til at finde din og din families drømmebil.

 

DBA – tidligere kendt som Den Blå Avis

DBA er en af de mere veletablerede salgskanaler for private og virksomheder i Danmark. Før internettets tid var DBA kendt som Den Blå Avis, og var et trykt medie, hvor man kunne indrykke annoncer for alt mellem himmel og jord.

Det kan du også den dag i dag – nu foregår det bare digitalt. Hos DBA kan du sælge alt fra sønnikes brugte cykel over designertasker til huse og lejligheder – og du kan ligeledes søge på diverse emner og byde på dem direkte over for sælger. I langt de fleste tilfælde foregår salg af private emner via DBA direkte mellem privatpersoner.

For at kunne oprette annoncer hos DBA skal man dog i visse tilfælde valideres ved hjælp af NemID, og det anbefales altid købere udelukkende at handle med NemID-validerede brugere af DBA samt selv at blive NemID valideret – for sin egen sikkerheds og troværdigheds skyld.

 

Mange muligheder for søgning på brugte biler hos DBA

DBA er ikke specifikt en bilportal, men der er stort set altid omkring 5.000 biler til salg på dba.dk. Bilerne kommer fra hele landet og sælges såvel via private sælgere som fra forhandlere. På forsiden for biler til salg på DBA kan du vælge mellem forskellige kategorier af brugte biler, for eksempel personbiler, gulpladebiler (firmabiler), lastbiler eller busser.

Inden for hovedkategorierne personbiler og gulpladebiler kan du yderligere sortere efter mærke, og ønsker du at lave en mere detaljeret søgning, kan du anvende søgeformularen på siden. Her kan du sortere resultaterne efter kriterier så som geografi (hvor langt fra din bopæl må bilen befinde sig), modelår, antal kørte kilometer, mærke, model og maksimum pris.

 

 

En udvidet søgning vil give dig mulighed for at søge på et specifikt antal døre, en særlig farve eller måske brændstoftype. Du kan til- eller fravælge særlige features såsom alarm, automatgear, centrallås, træk, startspærre, servostyring, klimaanlæg, firhjulstræk, air condition, ABS bremser eller airbag – og så kan du vælge, om bilen skal være nysynet, nedvejet eller uden afgift.

 

Begræns din søgning på brugte biler hos DBA geografisk

Du kan også vælge at se en oversigt over alle brugte biler til salg i eksempelvis Århus eller Københavnsområdet, hvis du er usikker på de øvrige specifikationer. Langt de fleste annoncer er ledsaget af et eller flere fotos, så du kan danne dig et mere præcist billede af bilens dimensioner og proportioner.

Da der er mange forhandlere, som vælger at sætte brugte biler til salg via DBA, kan du med fordel finde din nye brugte bil gennem dette medie, hvis du er utryg ved direkte privathandel. På den måde er DBA faktisk en udmærket platform for køb af brugt bil. Du skal blot være forberedt på at DBA ikke tilbyder samme muligheder, som de mere specialiserede bilportaler – og disse kan du læse mere om i det følgende.

 

Bilbasen – en specialiseret portal

Hvis du ønsker at se et endnu større udvalg af brugte biler til salg samt flere muligheder for at indsnævre og specialisere din søgning, findes der hos den danske online bilportal Bilbasen altid i omegnen af 50.000 annoncer for biler.

 

Bilbasen – en del af eBay

Bilbasen er en af Danmarks største bilportaler målt på antal biler til salg og antal kunder på daglig basis. Bilbasen har eksisteret siden 1996 og er således blandt de mere veletablerede spillere på markedet. Samtidig har Bilbasen i kraft af sin markedsposition en lang række fordele at tilbyde kunderne.

Bilbasen er ejet af eBay og er således et søsterselskab til DBA, hvilket giver portalen et solidt forspring. Der ud over har Bilbasen en særligt udviklet app, som inddrager alle de gode egenskaber fra portalens avancerede søgemuligheder.

 

Søg efter brugte biler med mange muligheder hos Bilbasen

Når du leder efter en brugt bil via Bilbasen – hvad end dette sker gennem app’en eller via Bilbasen.dk – vil du blive præsenteret for et væld af muligheder for at indsnævre og forfine din søgning. Foruden de gængse søgeparametre såsom mærke, model, årgang, antal kørte kilometer, brændstoftype og så videre kan du også til- eller fravælge sikkerhedsmæssige, kosmetiske eller komfortmæssige kriterier såsom alufælge, anhængertræk (fast eller aftageligt), LED forlygter, soltag (elektrisk eller manuelt betjent), xenonlygter, bak kamera, ESP, fartpilot (adaptiv eller manuel), fjernlys assistent, kurvelys, parkerings sensor, vognbane assistent, Android Auto, Apple Carplay, elruder, automatgear, headup display, navigation, nøglefri betjening, varme i sæderne, air condition eller klima anlæg.

 

 

Du har altså mulighed for at vælge en bil, som har lige præcis det udstyr, du ønsker dig. Hvis du logger ind som registreret bruger af Bilbasen, har du samtidig mulighed for at gemme din søgning og oprette en søgeagent, som sender dig en sms, hvis der skulle komme en bil på markedet, som matcher dine søgekriterier.

 

Lad Bilbasen guide dig til den rette forhandler af brugte biler

Når du bruger Bilbasen i forbindelse med søgning efter en brugt bil kan du vælge at købe denne via en privat sælger, eller du kan finde den hos en forhandler. Bilbasen tilbyder nemlig også at formidle kontakt til forhandlere, som kan sælge dig nøjagtig den bil, du ønsker dig.

Rigtig mange forhandlere rundt omkring i Danmark er tilknyttet Bilbasen – for nemmere kontakt til kunder og sælgere af brugte biler. Du kan således med stor fordel benytte Bilbasen, uanset om du ønsker at anskaffe din nye brugte bil via privatsalg, eller hellere vil købe den via en forhandler.

 

Gul og Gratis – endnu en online markedsplads for private og forhandlere

Gul og Gratis er – i lighed med DBA – en online portal for salg af alt muligt. Hos Gul og Gratis kan du således ikke blot finde annoncer for brugte biler til salg, du kan finde alt fra byggematerialer til erotisk materiale, og er du i markedet efter et nyt familiedyr, kan du også finde godkendte annoncer herfor på Gul og Gratis.

Gul og Gratis begyndte lige som DBA som et trykt medie, oprettet, ejet og drevet af Fyens Stiftstidende og Århus Stiftstidende i 1991. Siden er flere andre lokal aviser hoppet med på succesen, herunder Fyns Amts Avis, Randers Amtsavis, Nordjyske Stiftstidende, Thisted Dagblad, JydskeVestkysten, Frederiksborg Amts Avis, Dagbladet (Roskilde/Køge/Ringsted), Sjællandske, Nordvestnyt, Vejle Amts Folkeblad, Fredericia Dagblad og Horsens Folkeblad.

 

 

De trykte udgaver af Gul og Gratis har et samlet oplag på 322.832 og rummer omkring 25.000 annoncer på ugentlig basis, mens den online udgave har omkring 720.000 brugere og rummer cirka 280.000 annoncer (kilde: Wikipedia).

Det fine ved Gul og Gratis er, at det for de fleste annoncetypers vedkommende er gratis at oprette annoncer. Du kan som sælger tilkøbe ekstra synlighed til dine annoncer såsom fremhævet tekst eller et billede – men en helt basal annonce er gratis at oprette. Dette er med til at sikre platformens popularitet og dens position som DBAs måske største konkurrent.

 

Overskueligt udvalg af brugte biler til salg hos Gul og Gratis

Hos Gul og Gratis finder du en stor og omfattende bilsektion med op imod 14.000 annoncer for personbiler til salg. I denne sektion vil du hurtigt kunne danne dig et overblik over, hvilke mærker og typer af biler der er sat til salg via Gul og Gratis – og hvor mange der findes af hver. Herfra kan du så yderligere filtrere resultaterne ud fra kriterier såsom maksimum pris, bilens placering, bilens type (for eksempel SUV, cabriolet, coupe, minibil og så videre), farve, geartype, årgang, vægt og antal hestekræfter.

 

 

Du får på den måde et ganske realistisk billede af, hvilke biler der matcher dine forventninger. Du kan også vælge, om du ønsker kun at se brugte biler fra forhandlere, eller om du også gerne vil se de annoncer, der er indrykket af privatpersoner.

 

Skal jeg finde min brugte bil hos Gul og Gratis eller hos DBA?

Gul og Gratis er altså en udmærket platform, hvis du ønsker at blive præsenteret for et overskueligt udvalg af brugte biler til salg. Men hvis du står og skal vælge imellem Gul og Gratis og DBA, er der stadig flest fordele forbundet med sidstnævnte.

DBA er – som det også er nævnt i afsnittet oven for – affilieret med Bilbasen. Det betyder, at du via DBA vil blive præsenteret for flere muligheder, fordi denne platform også viser annoncer fra sit søsterselskab – og dermed får du et større udvalg af brugte biler i høj kvalitet at vælge imellem.

 

Biltorvet – Danmarks største forhandlerportal

Den danske bilportal Biltorvet er ejet og drevet af en lang række forhandlere fra hele landet. Selv om portalen kun har godt otte år på bagen, er den alligevel på nuværende tidspunkt Danmarks største markedsplads for køb og salg af biler.

Selskabet bag udviklingen af den online platform er AutoIT A/S som er stiftet med henblik på at bryde med monopollignende tilstande på annonceringsmarkedet. Disse tilstande har nemlig afstedkommet meget høje priser på onlineannoncering, idet der er tale om et lukrativt marked, som syntes at være koncentreret om meget få aktører – og her ønskede AutoIT A/S altså at vende skuden.

 

Biltorvet – det populære alternativ til dyr annoncering

Udviklingen af Biltorvet blev primært motiveret af et behov for at skabe et konkurrencedygtigt alternativ til de dyre annonceringsløsninger og dermed udfordre dette monopol. Med hjælp fra AutoIT A/S skabte bilforhandlerne således i 2012 en fælles løsning for forhandlere, som ønskede at formidle deres biler online.

Biltorvets store styrke er ejerskabet, som ligger hos de enkelte forhandlere i kombination med de gode søgemuligheder på portalen og det store udvalg af annoncer for nye og brugte biler. Biltorvet har over en halv million besøgende på månedsbasis, hvilket øger sandsynligheden for et salg – og det bevirker naturligvis, at flere og flere forhandlere hopper med på vognen og bidrager til portalens store succes.

 

 

Biltorvet har altid over 45.000 annoncer for brugte og nye biler til salg online – også biler som ikke er sat til salg på andre online portaler og markedspladser. Disse annoncer opdateres hver dag, således at annoncerne altid er retvisende både hvad angår pris og tilgængelighed af den pågældende bil. Det sikrer, at du som kunde ikke går forgæves, når du søger efter din nye brugte bil via Biltorvet.dk.

 

Brugervenlighed og service hos Biltorvet

Du vil med andre ord højst sandsynligt kunne finde den helt rigtige bil, hvis du søger via Biltorvet. På Biltorvet.dk er brugervenligheden i fokus, og man kan tydeligt fornemme, at her har man med erfarne fagfolk, som kender kunderne og deres behov og præferencer, at gøre.

Foruden fritekstsøgning vil du på Biltorvet.dk kunne finde din nye bil ud fra søgekriterier som for eksempel mærke, pris, årgang, antal kørte kilometer, bilens generelle stand, bilens type og udseende samt diverse specifikationer inden for motor og teknik samt ekstra udstyr.

Udvalget af biler til salg via forhandlere tilknyttet Biltorvet er stort og varieret, og blandt de mange annoncer finder du biler af alle mærker, typer og modeller. Biltorvet er blandt de absolutte topkandidater, når det handler om at finde gode brugte biler til salg.

 

Autouncle – find den rette bil til den rette pris

Autouncle er en moderne og lettere atypisk portal. Hvor andre platforme mest af alt koncentrerer sig om at få solgt en masse biler hurtigt, vil du hos Autouncle opleve, at der tages et spadestik dybere.

Autouncle har siden virksomheden blev stiftet i 2010 haft sit fokus på udvikling og anvendelse af moderne teknologi og avancerede algoritmer for der igennem at kunne levere de mest optimale vurderinger af en bils pris op imod forskellige andre parametre: Autouncle indhenter annoncer for brugte biler fra et bredt spektrum af over to tusind bil portaler i hele Europa, og kan således præsentere dig for mere end ti millioner annoncer.

 

Find de bedste bilpriser hos Autouncle

Når du søger en pris på brugt bil via Autouncle, bruges portalens AutoScore, der scanner bilens annoncetekst for faktuelle oplysninger som for eksempel årgang, antal kørte kilometer, motorstørrelse og udstyr. På baggrund af de oplysninger vil AutoScore udføre en beregning på, hvad bilen burde koste i forhold til øvrige sammenlignelige biler på det europæiske marked.

 

 

Processen er forbløffende enkel og består af tre trin: Scanning, i hvilket annoncens indhold og faktuelle oplysninger struktureres, validering, hvor eventuelle fejl og mangler genoprettes, og til slut den endelige beregning af bilens forventede pris. Beregningen foregår på basis af et enormt datasæt bestående af millioner af biler sat til salg og solgt på markedet inden for de seneste år.

Der er altså tale om en avanceret form for data mining, som ikke blot præsenterer dig for en række søgeresultater på baggrund af nogle kriterier, men som også foretager en aktiv vurdering af bilens pris op imod dens kvalitet.

 

Pristjekkede brugtvognsforhandlere hos Autouncle

Når du leder efter en brugt bil via Autouncle kan du vælge udelukkende at kigge på en specifik forhandler; Autouncle har på forsiden en oversigt over de forhandlere, som virksomheden kalder for ”pristjekkede forhandlere”.

For at blive en pristjekket forhandler hos Autouncle skal man som forhandler opfylde en række kvalitetskriterier, og disse vurderes af Autouncle – og som pristjekket forhandler får man adgang til mange fordele. Som kunde har du trygheden ved at handle med en forhandler, som har fået Autouncles blåstempel, når du vælger at søge ny bil gennem en pristjekket forhandler.

 

Søg efter brugt bil hos Autouncle

Du kan også vælge at foretage en generel søgning på brugte biler via Autouncles søgemodul, som du bliver præsenteret for som noget af det første på portalens forside. En basal søgning vil tage udgangspunkt i kriterierne mærke, model, tidligste årgang, maksimum pris og minimum pris samt maksimum antal kørte kilometer.

En udvidet søgning vil medtage kriterier såsom geartype, brændstoftype og afstand fra din bopæl. Du har mulighed for at sortere på biltype (for eksempel hatchback, sedan, stationcar, MPV, SUV, cabriolet eller coupe), og du kan til- eller fravælge diverse former for ekstraudstyr og teknologi. Disse inkluderer GPS navigation, air condition eller klimaanlæg, anhængertræk, 4-hjuls-træk, parkeringssensor, fartpilot, ABS bremser, bilalarm, alufælge, antispin, Bluetooth, CD-radio, central lås, ESP, ekstra sæder, el-ruder, el-sæder og el-spejle, fuldlæder, glastag eller soltag, Headup display, Isofix, kurvelys, kørecomputer, multifunktionsrat, regnsensor, servo styring, sportspakke, sportssæder, startspærre, Stop&Go, sædevarme, tagbøjler, vejbaneadvarselssystem og Xenon lygter.

Du kan vælge om din bil skal være nysynet eller nyligt serviceret, og om den skal være en demobil. Og sidst men ikke mindst kan du vælge, at der udelukkende skal søges blandt annoncer fra Autouncle’s pristjekkede forhandlere.

 

 

Hvis du undrer dig over navnet Autouncle, er forklaringen, at der i nærmest enhver familie findes en onkel, som ved noget om biler, og som man altid kan spørge til råds, når man står for at skulle købe en ny eller en brugt bil.

Autouncle vandt i 2013 FDIHs prestigefyldte pris som årets Bedste Nye E-handelsvirksomhed, og virksomheden har siden sat helt nye standarder for søgning på brugte biler online. Du kan trygt benytte Autouncle, hvis du ønsker en meget præcis vurdering af den bil, du ønsker at købe, eller hvis du søger bredt over hele Europa, når du er i markedet efter en ny brugt bil.

 

Bilgalleri – bilentusiasternes egen side

Bilgalleri præsenterer sig selv som ”et community for folk, der er passionerede omkring biler, tuning, styling og tilbehør til biler”. Således er Bilgalleri ikke primært en markedsplads men snarere en form for fællesskab, hvor du kan møde ligesindede og få inspiration til din bil.

Bilgalleri byder dog på en markedssektion, som i sagens natur adskiller sig en del fra de oven for beskrevne platforme.

 

Særlige biler til salg hos Bilgalleri

De biler som sættes til salg via Bilgalleri, er sjældent helt almindelige biler. Da Bilgalleri er en side for bilentusiaster, vil de biler som sælges via siden typisk være noget helt særligt.

Samtidig har Bilgalleri fokus på privatsalg, hvilket betyder, at du kun vil finde ganske få annoncer for brugte biler fra forhandlere i markedssektionen. Udvalget er også temmelig snævert, og der er sjældent mere end 200-300 biler til salg via Bilgalleri.

Til gengæld kan du sagtens risikere at være heldig og finde netop den bil, du ønsker dig i markedssektionen på Bilgalleri.dk. Blot skal du være opmærksom på, at portalen ikke er videre avanceret, og at du ikke har de store muligheder for at indsnævre din søgning.

Søgekriterierne begrænser sig til bilmærke, årgang, brændstoftype, biltype, gearkasse, antal kørte kilometer, hestekræfter, farve og så selvfølgelig pris. Men det er heller ikke nødvendigt at indsnævre søgningen yderligere, når udvalget er så forholdsvis overskueligt.

 

 

Du kan med fordel benytte Bilgalleri til at finde din nye brugte bil, hvis du i forvejen kender en del til biler og måske allerede bruger siden i forbindelse med at indhente ny viden og inspiration. Er du 100% novice inden for køb af brugt bil, vil en af de øvrige portaler – især de som formidler brugte biler fra forhandlere – nok være at foretrække i stedet.

Bilgalleri er finansieret af reklamer, hvilket gør siden utroligt distraherende at se på; du skal nemlig deaktivere eventuelle AdBlockers i din browser for at få lov at se såvel annoncer som det øvrige indhold på portalen.

 

Opsummering – DBA, Bilbasen, Gul og Gratis, Biltorvet, Autouncle eller Bilgalleri?

Er du nået hertil, ved du nu, at der er mange muligheder for at finde familiens nye eller brugte bil online. Det er blot at sætte sig til tasterne eller bruge en af de til formålet udviklede apps.

Om du skal bruge DBA, Bilbasen, Gul og Gratis, Biltorvet, Autouncle eller Bilgalleri, er primært en smagssag, og hvis du forsøger dig med de forskellige muligheder, vil du opleve, at mange af bilerne er til salg flere steder – og det betyder igen, at det måske mest af alt er brugervenligheden og dine personlige præferencer, der afgør, hvilken markedsplads der er bedst.

Uanset hvad vil du hurtigt opdage, at der er rigtig mange muligheder for at raffinere din søgning på en måde, så du rammer præcis den bil, du gerne vil have. Samtidig vil du sandsynligvis blive opmærksom på muligheder, du ikke på forhånd vidste eksisterede, og dermed blive inspireret i forbindelse med dit valg af bil.

God fornøjelse med din og familiens biljagt!

FAQ BOKS

Hvad koster det at bruge DBA, Bilbasen, Gul og Gratis, Biltorvet, Autouncle eller Bilgalleri?

DBA, Bilbasen, Gul og Gratis, Biltorvet, Autouncle eller Bilgalleri er gratis at bruge for dig som køber. Sælger betaler for oprettelse af annoncen – og du kan som køber gratis søge efter din nye bil i blandt alle de mange online annoncer.

Hvilken online markedsplads er bedst når jeg skal købe brugt bil?

Uanset om du er i markedet efter en ny eller en brugt bil kan du med fordel tjekke online portaler og markedspladser så som DBA, Bilbasen, Gul og Gratis, Biltorvet, Autouncle eller Bilgalleri. På en af disse vil du have stor sandsynlighed for at finde den helt rigtige bil inden for kort tid.

Hvorfor købe bil online?

Der er mange gode grunde til at benytte de online platforme og portaler når du søger efter en ny bil. Udvalget vil typisk være større, og du vil nemt kunne skabe dig et overblik.

På en online bil portal som for eksempel DBA, Bilbasen, Gul og Gratis, Biltorvet, Autouncle eller Bilgalleri kan du søge efter ny eller brugt bil til salg ud fra forskellige søgekriterier og dermed finde nøjagtig den bil som passer til dig.

Flere Nyheder